Det tyske arkitektfirma, DIIIP, transformerede en gammel gummifabrik i Köln til denne moderne ”loft”-lejlighed, hvor rå rammer blødes op af Dinesen Douglas trægulve.
Privat residens – Nippes, Köln, Tyskland
Arkitekt – DIIIP
Fotograf – Annika Feuss
_______
Douglas Classic
Tykkelse: 28 mm. Bredde: 300 mm. Længde: 2-5 m
Overfladebehandling – Lud og hvid olie
Det krævede en ægte visionær, med en god portion mod at skabe en moderne bybolig i en gammel fabriksbygning. Jochen Reetz fra det tyske arkitektfirma, DIIIP, fik opgaven at udtænke et komplet koncept for boligens 170 kvadratmeter, beliggende i Nippes-distriktet i Köln, Tyskland.
I tæt samarbejde mellem ejerne og DIIIP blev parterne enige om at omstrukturere bygningen, som tidligere var blevet opdelt i mindre enheder, og åbne rummene. Resultatet blev et hjem fyldt med luft og lys, der fungerer som et roligt tilflugtssted, med plads til privatliv midt i en pulserende storby.
Reetz forblev tro mod fabriksbygningens originalitet i struktur og materialer, hvorfor industrielle træk som stål, glas og beton er gennemgående for boligen. Det til trods ønskede han at gøre atmosfæren i det nye rum tryg og blid. Visionen var at skabe et tidløst, strømlinet og minimalistisk hjem.